Udfordring nationalt
Pigefodbold er den største pigeholdsport i Danmark (større end håndbold). Men fodbold i Danmark er groft sagt er mændenes sport – på mændenes præmisser. 95 pct. af alle trænere er mænd, 90 pct. af alle bestyrelsesformænd er mænd og 98 pct. af alle dommere er mænd. Danmarks største idrætsgren tegner på den måde et oldnordisk billede af Danmark og vores nationalidræt. Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at kun hver 5. fodboldspiller er pige/kvinde, og at 40 pct. af alle pigespillere mener, at deres klub prioriterer drengene højere end pigerne. Kvindekommissionen peger i forlængelse heraf på et stort uforløst potentiale i pigefodbolden.
Udfordringen i Viborg
I Viborg er der ligeledes et stort uforløst potentiale i pigefodbolden. Mens der er 10 pigeklubber, der har mere end 25 pigespillere i U7-U12, er der kun 4 pigeklubber i U13-U18. Det gør det svært for klubberne at samle piger til 11-mands hold og svært at skabe attraktive tilbud til alle spillere uanset niveau. Bl.a. også fordi en række piger får andre interesse (fritidsarbejde, lektier/gymnasium, fester, kærester, efterskole mv.) Det betyder at mange lokale klubber må lukke deres pigehold omkring U13/U14 – og har svært ved at hjælpe pigerne videre i nye klubber. Det risikerer at skabe yderligere frafald, da piger generelt prioriterer fællesskabet i trygge omgivelser, og når der ikke er forudsigelige klubaftaler, der kan guide pigerne, opstår der samtidig udfordringer med at skabe gode lokale talentmiljøer til de bedste piger.
Uformelle holdsamarbejder
I bestræbelserne på at fastholde flest mulige spillere og hold – herunder understøtte lokal talentudvikling – har en række klubber siden 2015 etableret uformelle holdsamarbejder i og omkring Viborg. Det startede i 2015 som et samarbejde mellem Eastside og BT-SVIF og har i dag bredt sig til samarbejder mellem både VFF, NUGF, Team Viborg, Eastside og BT-SVIF.
Formaliseret klubsamarbejde
Det er i forlængelse heraf, at 7 lokale klubber i august 2019 besluttede at opstarte et formaliseret klubsamarbejde (se aftaledokument her). De 7 klubber er henholdsvis: Overlund GF, BT, SVIF, VFF, NUGF, Team Viborg og Houlkær IF. Konkretiseringen af de formelle klubsamarbejde er initieret og udarbejdet af en arbejdsgruppe med repræsentanter for de 7 klubber. Arbejdsgruppen er nu blevet til Viborg Q udvalget (se udvalget her).